Tid til reflektion

På denne side vil jeg invitere dig refleksion. En pause fra hverdagens faste og vante gang.

 

Emnet har jeg valgt på baggrund af tidens trend.

 

Har du gode forslag til emner vi sammen kan reflektere over, er du velkommen til at sende gode forslag til refleksion@coach4you.dk

Lykke og lykkelig.

 

Alle har ret til at leve et lykkeligt liv! Eller har de?

 

Slår du op i ordbogen under ordet lykkelig, finder man følgende:

"som føler sig meget glad og tilfreds over positive situationer og vilkår."

 

Så ifølge selve betydningen af ordet må vi kunne konkludere at der er tale om:

1) en følelse

2) at følelsen på forhånd er dømt positiv

3) at den opstår over situationer og vilkår.

 

Så..

Hvad er det der får mig til at flyve i tasterne og reflektere på denne vis?

 

 

 

Over den seneste tid er jeg nærmest blevet bombarderet med links via sociale medier, med artikler, opslag, påstande og meget mere.

Alle hvor ordet lykke indgår på en eller anden vis.

 

Stort set alle teksterne giver en indikation af:

at lykken er en størrelse vi selv skaber, noget man kan beslutte sig at blive, at lykken er blevet en genstand, eller at lykken kan købes.

 

Denne nedenstående tekst er resultatet af mine refleksioner.

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

 

Lykken er blevet en prototype!

 

Og hvad mener jeg med det?

 

At ordet lykkelig ubevidst henviser til smilende familier, med veludstyrede stilfulde hjem. Familier der ikke udveksler hårde ord, eller skal irettesætte hele tiden. Et liv uden de store udfordringer.

Sågar et liv med overskud til at bage mindst ligeså gode pølsehorn som naboen. Hvilket i øvrigt pludseligt stiller krav til en rigtig god ovn, der kan bage jævn, uden at man skal vende pladen 4 gange.

 

En prototype, der dikterer en given form, må så være den rigtige, og klart den man bør stile efter.

Fuldstændig som var der tale om et halvfabrikat i en produktion. En prototype, en master, man hele tiden kan sammenligne med, for at sikre at hele skidtet passer så perfekt sammen i den sidste ende som muligt.

 

Ordet lykke bruges i flæng. Og er vi i virkeligheden klar over hvad det er vi siger?

Jeg googlede ordet "lykken" og blandt de allerførste hits kom teksten "Lykken er chokolade".

 

Okay, tænker jeg. Bliver man lykkelig af at spise chokolade? Faktisk er netop påstanden om, at man bliver i bedre humør af, at spise chokolade, en jeg ofte er stødt på.

Dette sender helt ubevidst endnu et signal/bevis til hjernen om, at lykken kan kontrolleres og anskaffes.

 

Medierne er med til at skabe denne overbevisning.

 

Selv musikken bidrager dertil. Hvem husker ikke omkvædet af Anne Dorte Michelsen´s sang "En lykkelig familie" - Vil du se mit pæne hjem? Vil du se en lykkelig familie? Vil du se et hjem med en mor og en far. Synd for dem der ingen har.

Velvidende at versene er knap så lyserøde, så er omkvædet nok til at sætte sig følgende spor i underbevidstheden

En lykkelig familie, kræver både et pænt hjem samt begge forældre.

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Skaber medierne en illusion om hvad lykke er?

Og hvem siger i grunden at det er det samme der gør alle lykkelige?

 

Tænk dig positiv, tænk dig lykkelig.

Jo jo, nogle gange kan det være meget rart med hjælp til at gennemskue den slags.

 

Selv er jeg vild med en bog der hedder Lykkefælden, Den er skrevet af Russ Harris.

I den kommer der blandt andet en forklaring (hans i hvert fald) på hvad effekten er af hele tiden, at jagte lykken.

 

Og alle jagter lykken. Klart nok, den er jo dømt positiv. Den del fra ordbogen har vi ikke glemt.

 

Græsset er bare grønnere hos naboen.

Vi skal eje mindst 2-3 stk.fjernsyn.

Ungerne skal gå til mindst 1-2 fritidsaktiviteter om ugen. Forældrene skal i hvert fald med til alle aktiviteterne og må stå på hovedet i rengøring og vasketøj resten af aftenen når ungerne er puttet. Tiden til at nå det hele er en mangelvare, men hjemmet skal skinne, for tænk nu hvis man var nødt til at skulle undskylde for rod og manglende støvsugning, når forældrene til den efterfølgende dags legeaftale skulle hente deres barn. Hvad ville de ikke tænke?

 

Hvorfor tror vi, at vi skal eje diverse ting. Opnå diverse. Sågar tænke de rigtige tanker og i det hele taget være de rigtige mennesker for at være lykkelige.??

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Alle har krav på hele tiden at være lykkelige.. eller har vi?

 

Hvorfor er dette ellers så vidende og oplyste samfund i denne tilstand?

En tilstand, hvor hvis man ikke er lykkelig, så er man i stykker.

 

Og når man så oven i købet kalder et reelt medikament, for en reel lidelse, der skyldes en manglende hormon produktion i hjernen, for lykkepiller.. Jamen så fungerer det vel i bedste prototype teori, som en bekræftelse på, at lykkelig er noget alle bør være hele tiden. Da det sågar også er en forklarlig hormonel proces der sker i hjernen, når denne ellers arbejder efter normen.

 

Hvad koster det ikke?

En evig stræben efter det perfekte. I forsøg på, at opnå en følelse som man i jagten med stor risiko slet ikke vil opdage, når den er der.

 

Alle har ret til at være lykkelige.. I min optik, vil det være det samme som at sige.. Alle har ret til at stræbe efter noget vi aldrig nogensinde kan vide om vi kan opnå. Ikke engang få en indikation om, at det er på vej.

En meget klog dame blev en gang meget kendt på at stille ét meget vigtigt spørgsmål: Byron Katie spørger altid "kan du nu vide med 100% sikkerhed, at det er hele sandheden?"

Det er hårdt for sindet at ville kunne kontrollere lykken. Hvad nu hvis lykken er tilfældig, et pludselig opstående og et held? Kan vi i virkeligheden være 100% sikre på, at den kan kontrolleres? Kan vi overhovedet vide om det ville være godt for os at være lykkelige hele tiden?

 

Mange lever med et håb samt et ønske om at kunne kontrollere sin egen skæbne.

Naturligt, tænker jeg. Når udefra kommende faktorer refererer indirekte til, at hvis man ikke er lykkelig, så er der noget i vejen. Man er i stykker og skal repareres.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

 

Så kommer de ind til mig.

 

Har haft klienter i min konsultation, der siger.:

Jeg forstår det ikke.

Jeg har alt. Det rigtige hus, de rigtige børn, ægteskab, job osv..

Hvorfor er jeg ikke lykkelig?

Her spørger jeg altid:

Hvad dækker ordet lykke over for dig?

 

Her kommer der ofte en god tænkepause..

Mange er vant til at svare på hvad der ville gøre dem lykkelige. Heraf ville mange svar antageligt lyde: At vinde i lotto, at få et bedre job, at bo et halvt år på den anden siden af jorden, at kunne få en tilbage man har mistet.

 

Men nu var det jo ikke det, hende den irriterende, i hvis lommer jeg smider mine surttjente sparepenge i, spurgte om.

Nej, hun spurgte jo hvad ordet dækkede over..

 

Efter lidt tid, begynder de fleste mennesker så at sige.. Lykke for dem er: glæde, håb, kærlighed.. osv..

 

Når jeg så bagefter spørger dem hvad der i virkeligheden er vigtigt for dem, får jeg ofte en skønt smil retur.

 

Nogle føler allerede efter 5 minutters samtale slet ikke at være i stykker mere.

Nogle opdager at de følelser der har manglet, har været der hele tiden.

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

 

For mig er lykke et ord.

Et ord der bliver tolket forskelligt. Brugt meget og tror jeg, skyld i mange udfordringer for mange.

For mig agerer ordet kun som en overfladisk floskel, der dækker over alle de virkelige værdier.

 

Lykke er individuelt!

 

Vi ved det jo allesammen inderst inde godt. Og folk siger det jo selv, når de bliver spurgt så direkte som man gør her hos mig.

 

Men udviklingen til at lykke er et samligningsgrundlag, er kommet hurtigt.

Vi skal faktisk ikke så mange år tilbage før, man havde en helt anden holdning til lykke og det at være lykkelig.

 

I gamle dage var man langt mere overtroisk.

Man havde lykkemedaljoner. En genstand for godt held, lykke, godt heldbred og langt liv.

Alt sammen med en forståelse for, at man ikke kunne kontrollere disse faktorer 100%.

 

Lykke er en følelse. I følge ordbogen i hvert fald. Alle mennesker oplever følelser. De er dog individuelle. Vi tolker dem forskelligt, oplever dem forskelligt, dømmer dem forskelligt.

 

En lykkefølelse - kommer pludselig at sig selv. Det siger de der har prøvet det. En lykkefølelse der kommer pludselig, som en overrumplende oplevelse der naturligt aftager.

 

Interessant er det. Jeg har aldrig nogensinde hørt nogen tale om, at lykke skulle være vedvarende.

 

Så hvor meget energi mon der bliver brugt rundt om i dette lille land, på at jagte en følelse, der er risiko for hurtigt aftager igen?

Tankevækkende.

 

Er lykken individuel? Er det en myte? Er det et spørgsmål om held?

Er lykken i virkeligheden det vi gør den til?

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

 

Kan du med hånden på hjertet sige at du er lykkelig.?

Har du oplevet en lykkefølelse.?

 

Hvorfor ideén om, at lykkelig er noget alle er, bør være, eller har forudsætninger for at være? Er det overhovedet muligt at sige med 100% sikkerhed, at alle kan opnå en sådan følelse?

 

Hvad nu hvis lykke i virkeligheden er ligeså sjælden som guld?

Guld menes at være resultatet af to store meteorer som er kollideret langt ude i rummet, tilfældigt har "støvet" jorden til med dette skinnede element. Langt de fleste mennesker ønsker at eje det, men kun de færreste formår at finde det og sjældent uden omkostninger. Og er du så heldig at få en fin guldring, så drømmer du jo bare om en kæde der matcher. Mere vil have mere. Sådan virker vores skøre gamle ur-hjerner nu engang.

 

Helt teoretisk kan det jo være ligeså sandt som det andet.

Og hvis det er..

 

Hvis lykken virkelig kun er et spørgsmål om held, tilfældigheder og at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Hvordan skal man så nå at opleve den, når man står travlt i køkkenet og vender bagepladen, for at få det helt perfekte pølsehorn, som man kan sende med barnet i børnehave, for forhåbentlig at opnå et anerkendende ord fra de voksne på stuen, der forhåbentlig giver en følelse af at være en god forælder. Denne følelse vil nemlig bare være glasur på kransekagen. Kransekagen, bestående af at opnå det perfekte. For det perfekte må jo være lykke.

 

Jeg kan blive ved i årevis og vil til at runde af.

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

 

Jeg har via en super god hørelse, overhørt en hel del samtaler i min tid.

Har ofte hørt sætninger som:

Er du ikke lykkelig over den fine gave du har fået?

Jeg er simpelhen så lykkelig over at have fået den nye gulvsmoppe, den er så god..!

 

Altså at lykke er noget der fremkommer over et produkt.

Hvilket får mig til at reflektere yderligere..

 

Jeg vælger dog at konkludere for mig selv, at lykke er individuel.

 

For mig er Lykke en følelse der opstår som en reaktion på en proces. Jo længerevarende en proces med jo flere ukontrollerbare faktorer, krydret med et opfyldt håb, er de forudsætninger der skal til for jeg kan have en chance for, at være så heldig, at opleve en følelse af lykke, og dette er endda forudsat at jeg har dømt følelsen som værende ypperlig god.

 

Jeg har valgt at tro, at dette ikke er noget jeg selv skal forsøge at kontrollere.

Og det ville koste alt for meget energi, hvis jeg troede på at det var muligt.

 

Og det har jeg det faktisk rigtigt godt med.

Jeg vælger at leve mit liv efter de ting der i virkeligheden er vigtigst for mig.

På den måde har jeg også overskud til at opleve livets overraskelser når de kommer, hvad enten jeg dømmer dem som værende gode eller dårlige.

 

Alle har ret til at leve et lykkeligt liv startede jeg med at skrive..

 

Jeg vil snarere mene at alle har ret til at leve et individuelt, meningsfyldt og værdibaseret liv.

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

 

Kan du huske hvad ordbogen sagde?

Lykkelig:

som føler sig meget glad og tilfreds over positive situationer og vilkår.

 

Jeg lægger nu især mærke til ordet tilfreds.

 

Tænk dig bare, hvordan vil det ikke være, hvis du er tilfreds med dit liv som det er?

 

Måske endda presse citronen det yderligere, og sige:

 

Lykken må være, at kunne finde glæde og tilfredshed i selv udfordrende situationer og under svære vilkår.

 

Eller igen.. hvem siger jeg har ret?

 

Skrevet af Udviklingskonsulent og Master Coach med Overbygning Acceptance And Commitment Therapy,

Angelika Ahrenkiel Thøgersen. © 2015

Coach4You er også en del af BK- netværket.